At være til BDSM vs. at være til vanilje.

Jeg tror de fleste af os kender til det, at være til BDSM og det med at finde en partner ikke altid er så enkelt som hvis man bare var et vanilje menneske.

Jeg tror de fleste af os kender til det, at være til BDSM og det med at finde en partner ikke altid er så enkelt som hvis man bare var et vanilje menneske.

Som submissiv mand, føler jeg virkelig jeg 97% af tiden løber hovedet ind mod en mur. Og det her er ikke et "Jeg er desperat" blogindlæg eller "jeg søger" blogindlæg. Og jeg ved også godt at det ikke kun er submissive mænd der oplever det her. Men jeg ved for et fact at det er sværest at være mandlig sub i det at de normale kønsroller er at mænd er de dominerende.

Det her blogindlæg er et "jeg taler lige fra hjertet" opslag. Fordi jeg føler jeg balancere en bautasten på ryggen, i modvind og op ad en bakke. Nogle dage ville jeg bare ønske jeg med en trylleslag kunne gå hen og blive "Vanilje" og kigge ind til et mere enkelt liv der ikke gøre jeg altid skal være den som er "for kinky" eller "for hardcore" til kvinder jeg snakker med.

Jeg siger ikke at, være vanilje er ensbetydende med en dans på roser og et liv uden nogen ko på isen. Men jeg ved det ikke er lige så svært at finde en ligesindet som man matcher med. Og udvalget er langt større.

Når jeg kigger på min vennekreds, så ser jeg de fleste har både kærester, børn, osv. Hvor imod at jeg ikke ser min liv i den retning overhovedet pt. Det som om min krop bare er blevet vant til at man ikke passer med nogen og den indstiller sig på man bare resten af livet skal være alene (I know, det er at dramatisere men den følelse har jeg nu engang).

Er der nogen herinde som kan reletere til den følelse/Problemstilling? Hvis ja, hvad er jeres tanker?

Læs mere